Så har feriens sidste dag nået sin ende og vi har puttet os under de hvide lagner for sidste gang. Sikken en dejlig og afslappende uge, vi har hygget og nydt, at der ikke var lagt nogen planer overhovedet.
I morgen skal vi afsted, hjemme kalder efteråret og det er faktisk ganske okay. Vi har begge for meget krudt bagi, til at kunne klare denne slags afslapning mere end en uge og det er jeg godt tilfreds med.
Nu glæder jeg mig til at komme hjem og indsnuse den kolde danske luft, sove i min egen seng og tage bad under min egen bruser. Symaskinen skal frem sammen med stearinlys og tykke bøger og så er det tid til lange gåture i visne blade. Den sidste del af min orlov skal nydes til fulde!