En stille weekend på bloggen afspejler en alt andet end en stille weekend udenfor bloggen.

I fredags var jeg til min sidste akupunktur time, som eftersigende skulle kunne hjælpe kroppen med at blive moden til fødsel og eftersom jeg i min sidste graviditet, gik 12 dage over termin, havde jeg et ønske om at hjælpe min krop lidt på vej.

Og det virkede, jeg tror ihvertfald på, at nålene var med til at prikke til min krop. For lørdag morgen undrede jeg mig over, at jeg gik og tissede ned ad mig selv, indtil det gik op for mig, at det var vandet der sivede, langsomt men sikkert. Hvidovre ville gerne se os kl. 13 og der fik de prikket lidt yderligere hul og vi drog hjem igen for at overdrage Villum til mine forældre og få lidt at spise.

Vi skulle være på Hvidovre igen kl. 18.30. Veerne begyndte stille og roligt ved en 17.30 tiden og tog langsomt, men sikkert til og kl. 20.15 havde jeg fortjent en billet til fødestue nr. 7

Kl. 21 var veerne blevet rigtig lede, den slags der kræver dybe vejrtrækninger og mentalt fokus og kl. 23 kom en helt fantastisk læge ind og gav mig en epidural – en gave til fødende kvinder.

Derfra fristes jeg til at kalde resten af fødslen for hyggelig, jeg ved det lyder en smule overdrevet, men epiduralen tog smerterne og mine veer fortsatte og var rigtig gode, så mens jeg skiftevis sov, spiste ristet brød med smør og sludrede med den søde jordemoder og min mand, havde jeg udvidet mig 7 cm.

Efter lidt tid, begyndte jeg at mærke en murren i hofte og lår og selvom det ikke var rart, så var det intet i forhold til veerne i udvidelsesfasen. I denne fase kunne jeg ligesom gøre noget aktivt, nemlig presse stille og roligt.

Og endelig kunne jeg fornemme, at hun var ved at komme og derefter tog det 13 min. at presse hende ud. Og for fanden hvor var det fedt. Det er det vildeste jeg nogensinde har oplevet, jeg følte mig som den sejeste urkvinde og jeg er SÅ taknemmelig for at få denne fødselsoplevelse også.

Det mindre sjove var så at blive syet efterfølgende. Selvom det ikke var meget, så var det giga ubehageligt og jeg havde mest af alt lyst til at give lægen et flyvespark, samle benene og nyde min nyfødte datter. Men fornuften sagde mig, at den løsning nok ikke var den bedste i længden, trods alt.

Men således kom vores datter til verden, søndag den 1. februar kl. 06.28 og navnet endte med Ella Marie – ganske smukt, hvis jeg selv skal sige det.

Så nu ved jeg, at den gode fødsel findes og jeg må sige, at jeg er dybt imponeret over kroppen. Den føder faktisk selv, man skal bare forsøge at slappe af og følge med. FEDT FEDT FEDT – så til helvede med alle de skræmme historier.

Lidt billeder af Ella