Tid og Triumf

Tid – emnet har været vendt en del gange herinde og hver gang er det jo fordi jeg mangler den. Men hvorfor fanden bruger jeg så tid på at skrive alt muligt herinde?! Og netop det, at skrive om at mangle tid og så samtidig ødsle med væk, ved at tømme hovedet for ord herinde? Mærkeligt? Måske, men også nødvendigt. Ord hober sig op i mit hoved og jeg får det rent faktisk ret godt af at komme af med dem og når jeg ikke får luft hverken her eller i den virkelige verden, så bliver jeg stresset. 

Så derfor prioriteres skriveriet, ret højt faktisk, det er blevet mit lille fristed hvor jeg selv kan bestemme hvad jeg vil ytre og til tider kan indholdet forekomme banalt, men sådan er livet jo også ofte.

Og nu handler det lidt om putteritualer.

Lige nu er jeg ret godt tilfreds med mig selv. Altså ikke fysisk – der er jeg slet ikke særlig glad og har lige dulmet den erkendelse med 6 stykker Marabou – pis! Nej jeg er godt tilfreds over min plan og taktik omkring putningen af ældstearvingen ENDELIG har givet pote og derved tid til voksensamvær eller skærmtid som nu!

Da realiteten om mine uger alene med begge børn stod klart for mig og den første paniske puls havde lagt sig, var jeg klar over at Villums putteritual måtte sendes til tælling. Han har fra ganske lille insisteret på, at have far eller mors hånd ved sit hoved når han skal sove, ret hyggeligt dengang hans små øjne gled i inden 15 min., ret anstrengende når han kæmper mod søvnen i 45 min.!! Og fuldstændig umuligt når man skal putte to børn.

Så derfor nægtede jeg en aften at give ham min hånd og tilbød istedet at sætte mig i lænestolen på hans værelse og vente på at han faldt i søvn. Det udløste gråd og frustration og det var en af de aftener, hvor jeg virkelig betvivlede min egen dømmekraft, det var jo ikke min hensigt at han skulle blive så ulykkelig. Men jeg valgte at holde fast og det resulterede i en laaaaang magtkamp, hvor han blev ved med at forlade sin seng og nægtede at sove. Kl. 21.30 faldt den lille viking i søvn og jeg var træt og trist. Det er ikke den måde man ønsker at ende dagen på, bestemt ikke.

Men jeg mindede mig selv om, at jeg i høj grad også gør det for hans skyld. At kunne finde ro og falde i søvn selv er vigtigt og jeg ønsker ikke at han skal være afhængig af far eller mor for at kunne falde i søvn. Jeg tudede altid selv når jeg var på koloni, fordi jeg ikke kunne li’ at sove ude og hvis jeg kan hjælpe Villum med det, så går han ikke glip af den slags hyggelige udflugter. Herudover er det også en tidsmæssig og til tider ret anstrengende udfordring, når et træt barn kravler på væggene. Til sidst virkede det nærmest som om vores tilstedeværelse holdt ham vågen.

Dagen efter accepterede han at jeg sad i stolen og læste et blad (kan ikke huske hvornår jeg sidst havde tid til det…), der var ingen indvendinger og ingen gråd – det var hyggeligt. Nu to uger senere siger vi godnat efter nat-læsning og putter ham i sengen og forlader værelset og så lægger han sig til at sove. Bevares, han kan godt finde på at stå ud af sengen et par gange, men så putter vi ham blot igen og så sover han snart.

Han falder nu i søvn på 10-15 min. istedet for de tidligere 40-50 min. og det er altså ikke ‘Godnat og sov godt’ metoden vi har brugt. Når han græder er han aldrig alene og jeg kunne aldrig finde på at lade ham græde sig i søvn – det er en afskyelig tanke. Men for os handler det også om at vores børn ikke skal bestemme alt, vi sætter rammerne, så vi også kan eksistere og være! 

Og nu har guldklumperne sovet siden 19.30

  

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s