Alene mor i en uge

Jeg tror jeg har skrevet det før, ihvertfald har jeg tænkt det mange gange. Men jeg gentager det gerne – “hatten af for alene mødre/fædre” – hold nu op, hvor er det bare meget nemmere at være to om forældre jobbet… 

Forrige fredag tog Mikael afsted til Hong Kong for at besøge nogle gode venner, som i snart to år har boet derude. Eftersom vores børn stadig er så små, var der ingen tvivl om at eventyret ikke var for to og da det er Mikaels gode kammerat, var det naturligvis mig der blev herhjemme. Hertil vil jeg lige nævne, at jeg nok slet ikke er parat til at rejse så langt væk fra børnene endnu…

Nå, men afsted med manden og os tre herhjemme havde allieret os med først mormor og morfar og efterfølgende farmor og farfar og det har helt sikkert lettet det hele en del. Men alligevel er man ene forældre og det betyder især “overarbejde” ved aftentid og som dagene gik hang begge små mere og mere på mig. 

Villum savnede sin far og det har faktisk overrasket mig i hvor høj grad og det er derfor helt klart sidste gang én af os rejser væk så længe. Ella tænkte ikke så meget på at far var væk, men hun er ekstrem morsyg om aftenen, hvilket gjorde det svært for mig at være tilstrækkelig for begge børn ved puttetid.

Til trods for dette, gik det faktisk rigtig fint. Men tirsdag aften skred det hele og det var fordi jeg skulle til forældremøde i børnehaven fra kl. 19-21, et for os meget uheldigt tidspunkt… Jeg susede ud af døren kl. 18.45 og var hjemme kl. 21.20 og fandt Ella helt opløst af gråd på farmors arm – begge to var fuldstændig opkogte og opkørte. Villum var så træt og ville heller ikke puttes uden mor. Jeg måtte putte begge to samtidig og det var meget tæt på at lykkedes, men lige før søvnen tog over gik den lille mand fuldstændig i selvsving og blev, uden overdrivelse, krop hysterisk! 

Han skreg og vred sig og jeg holdt ham tæt og talte til 1000 eller noget og forsøgte alt hvad jeg kunne, ikke at lade mig rive med. Men til sidst havde jeg brug for luft og forlod derfor hans værelse og lukkede døren (det må man bare ikke gøre…) og talte til 10 og trak vejret dybt. Da jeg gik ind var han fuldstændig opløst af gråd, på sådan et stadie hvor man trækker vejret i små ryk 😦 Jeg sad med ham på skødet og vuggede ham og forsikrede ham om, at jeg aldrig ville gå fra ham, mens jeg grimmede mig over den måde jeg havde tacklet det på!! Det stakkels barn reagerede jo bare på at far var gået og nu var han angst for, at jeg også ville smutte. Jeg endte med at sove med ham under armen og græd selv et par tårer, da søvnen havde overmandet ham. Hvor kan man dog bare føle sig som en taber-lorte-mor nogle gange…

Torsdag eftermiddag havde han endnu et hysterisk anfald og denne gang lod jeg mig (klog af skade) ikke rive med, men vuggede ham og kyssede ham til han udmattet faldt i søvn. Da Mikael kom hjem faldt Villum ham om halsen og tude-mor her måtte kæmpe for at holde tårer tilbage – det var så dejligt at se lettelsen i drengens ansigt, da det gik op for ham, at far endelig var hjemme igen. Det er skrækkeligt at opleve sit barn så frustreret og ulykkelig og ikke kunne forklare ham, at hans far kommer tilbage.

Nu er der faldet ro på det lille hjem, men Villum var en smule ængstelig da jeg puttede ham hertil aften, for Mikael arbejder sent og var ikke hjemme. “Far er i Hong Kong” sagde han og jeg forsikrede ham om, at det var han ikke…, men han så ikke overbevist ud.

   
 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s