Tanker fra smørhullet

Hvis nogen ligger i smørhullet herhjemme (altså også kaldet ‘i midten af sengen’) så er det som regel et af børnene, men i aften er det mig. Jeg er alene med børnene og da det er en smule udfordrende, at putte dem begge samtidig i hver sin seng, valgte jeg at tage begge unger med i vores seng og så er det også bare mega hyggeligt, at putte med de små istedet for at ligge i dobbeltsengen helt alene.

Jeg besluttede mig for at blive i sengen efter de var faldet i søvn, der er noget dejligt afslappende ved at ligge mellem sine sovende små og lytte til deres åndedrag. Og ærlig talt, så er jeg selv ret træt, så dette er faktisk lige hvad jeg trænger til.

Her ligger jeg så og tænker, spekulerer og drømmer om alt muligt – ren luksus at have så meget tid til at tænke på lige netop hvad der falder mig ind… 

Først tænker jeg, at jeg burde gå ud og smøre madpakker…, men så bestemmer  jeg mig lynhurtigt for at skyde den opgave til i morgen tidligt. Dumt sikkert, men her er rart og varmt under dynen!

I lang tid har jeg haft lidt dårlig samvittighed over ikke at få skrevet så meget herinde. Jeg ærger mig, fordi vigtige stunder og minder ikke bliver nedfældet til min families senere fornøjelse. Men det er tidskrævende og jeg har bare ikke så meget tid til at hygge mig herinde for tiden. Jeg håber at jeg kan finde lidt overskud, når hverdagen kører lidt mere på rutinen, det er stadig hårdt synes jeg.

Ella er blevet 1 år og det bliver jeg nødt til at skrive en lille smule om, det er sgu da vildt stort og så må jeg jo altså til tasterne, hvad vil pigen ellers ikke tænke om mig senere i livet… (joke) Men jeg vil gerne fortælle hende om dagen og om hvor dejlig hun er.

Arbejdet tænkte jeg også en del på. De små grå skal virkelig lige i omdrejninger igen og jeg føler mig en smule træt og tabt! Og så er det altså hårdt at se sine børn så lidt. Nogle morgener sover de stadig når jeg går, det er mærkeligt…

Provinsen. Nu bor vi lidt langt væk fra byen og det har jeg stadig ikke rigtig vænnet mig til. Udover at transporttiden til og fra arbejde er en pest, så savner jeg pulsen og mit netværk. Jeg håber jeg føler anderledes om et år eller to og ellers må vi tage den derfra. Jeg elsker vores hjem her og jeg elsker de drømme vi har for huset, men jeg er stadig ikke helt solgt over beliggenheden i forhold til byen. Jeg elsker København – det er min by og jeg savner dens dufte, lyde og mennesker. 

Ella sutter på sin sut og hendes lyde minder mig om hvor vildt det indimellem stadig kan føles, at være nogens mor. Jeg ved hvor vigtig min egen mor var og stadig er for mig og det er virkelig stort at tænke på, at jeg betyder det samme for dem. Lige nu har de så utrolig meget brug for os, fordi de stadig er små, men vi vil for altid være bundet sammen af denne stærke følelse og det er både fantastisk og skræmmende på samme tid. Før Villum blev født vidste jeg ikke, at den kærlighed man har til sit barn, er stærkt knyttet til en evig frygt for at der skal ske dem noget. Nogle gange kan den skræk virkelig få fat i mig og det minder mig om hvor skrøbeligt alt er og hvor vigtigt det er, at nyde livet og bruge tiden sammen med dem du elsker.

Nu overvejer jeg at lægge mig til at sove, her i smørhullet i provinsen, hvor jeg ihvertfald er lykkelig for at være netop nu. Jeg er omgivet af kærlighed, sutter og små buttede barnehænder og der findes ikke et sted på jorden jeg hellere ville være – ihvertfald ikke uden dem!

Godnat 

  

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s